NIMBY – Not In My Back Yard – et fænomen i modvind

Naboer, der klager til kommunen over støj fra børnene der leger i børnehaven på nabogrunden. Naboer der klager over teenagere på legepladsen i parken ved siden af – og støj fra børn der leger der. Intolerance har mange udtryk og for planlæggere i kommunen er NIMBY (Not In My Back Yard) fænomenet nærmest ubærligt.

Naboer kan for eksempel kalge over, at brugen af en legeplads er taget til efter et renoveringsprojekt – som også har medført en generende stigning af traffikken. Kommende naboer til nye legepladser dukker op på planlægningsmøder og udtrykker deres modstand mod alt for populære legeredskaber, med den begrundelse at de frygter en stigning af antallet af brugere af den nye plads.

I Tyskland kan borgere klage og lave søgsmål hvis deres privatsfære bliver forstyrret af for meget støj. En fin mulighed for at sikre beskyttelse mod støj fra f.eks. motorveje. Det problem, mange kommuner må tackle er, at naboer forlanger legepladser lukket eller deres åbningstider begrænset pga. støjen fra legende børn.

Midt i november annoncerede flere tyske delstater, blandt dem Rheinland-Westphalen, at de er ved at tage de første skridt til at umuliggøre lukning eller begrænsninger af legepladser pga. klager over støj fra mennesker. Med en lovændring som vil præcisere, at børns stemmer ikke hører ind under støj, der skader borgernes livskvalitet håber delstaterne på at kunne gøre en ende på naboklager pga. støj fra legende børn.

I Storbritannien beskriver regeringens 2020 Vision for Play som et af sine otte væsentlige punkter at: ”Børn og unge er en klar interessegruppe i forhold til det offentlige rum, og deres leg bliver accepteret af naboerne” (i Embedding the Play Strategy, foreløbig udgave, Play England, Adrian Voce et alt. 2009).