Cases
“Design skal komme fra lokalsamfundet”
Interview med Alan McMullen, chef for miljøfornyelse i Environment Trust (Miljøfondet), Dumbarton, Skotland.
Jeanette Fich Jespersen
Environment Trust, på dansk Miljøfondet, som ligger i Dumbarton, nordvest for Glasgow, Skotland, samarbejder med lokalsamfund for at finde midler til renovering af udemiljøet og rekreative udearealer i særligt udsatte områder. Fondet lægger mange kræfter i at skabe steder for udendørs aktiviteter for børn og særligt unge, helst i samarbejde med teenagerne og indbyggere i nabolaget.
 |
Chef for miljøfornyelse i fondet, Alan McMullen, er ivrig efter at skabe udeområder for teenagere, fordi de ofte er en overset og besværlig gruppe at finde løsninger til. I udsatte områder bliver aktivitetsområder for unge tit set som mindre vigtige end sundhed, arbejdsløshed og boligmangel, hvis der er få resurser, og det kan føre til hærværk og asocial adfærd. Men det er blevet påvist at fremkomsten af sådanne udefaciliteter indirekte kan løse nogle af de bredere sociale problemer ved at tilbyde mulighed for aktiv og sund livsstil. Alan McMullen understreger, at når man arbejder med unge teenagere er det afgørende at inkludere dem og helst hele lokalområdet hvis man vil have varig succes med området. Et andet afgørende element i fondets arbejde er at respektere, at unge teenagepiger har specifikke ønsker til udendørsaktiviteter.
“En grund til at gå derhen” “Helt generelt vil teenagere gerne have steder, hvor de kan være. Men de har også brug for legitimering eller grunde til at være der. Min erfaring viser at simple teen-hangouts såsom læsteder og bænke uden mulighed for fysisk aktivitet ikke løser opgaven. De voksne, som godt vil gøre noget for de unge teenageres aktivitet tænker tit først og fremmest på sportsaktiviteter, men i vores konsultationer med de unge foretrækker de ofte det, de kalder ”adventure play” , udfordrende anlæg. De aktiviteter, de nævner, er f.eks. tovbaner, mountain-bike anlæg, gynger – særligt kæmpegynger”, fortæller Alan McMullen.
“Normalt tager vi teenagerne på rundture for at vise dem forskellige legeområder og legepladser. De unge har ofte begrænset erfaring med hvad der findes af løsninger og de kan jo kun foreslå det, de kender. Så vi præsenterer dem for forskellige eksisterende løsninger.“
“Design skal komme fra lokalsamfundet” Allan McMullen råder til at medinddragelsesprocesser skal udformes, så de kan tilpasses en række forskellige svar og interesser fra de unge. Det er altafgørende at folk i lokalområdet accepterer, at der skal være ét teenagested i deres nabolag, og at de forstår, at der på trods af en vis lokal effekt kommer nogle vidtrækkende fordele for alle. Det vakte bekymring, da der skulle oprettes et teenagested i Rosshead, Balloch, ved siden af nogle ældreboliger. Efter en række samtaler mellem teenagerne og de ældre beboere blev man enige om at stedet ikke skulle benyttes efter kl. 20. Bare dette at have dialogen har vist sig i sig selv at give store fordele for tolerance og forståelse generationerne imellem.
I Haldane, også i nærheden af Balloch, blev de unge teenagere faktisk trænet i at lave deres egne inklusionsprojekter med andre unge og lokalsamfundet. Der var særlig fokus på at opmuntre teenagepiger til at komme i gang ikke-sportsbetonede aktive livsstile og skabe muligheder for socialt samvær. Resultatet af konsultationen var at skabe en fitness bane som også kunne bruges til leg i en nyanlagt lokal park.
I Clydebank dannede en gruppe af engagerede forældre og et par unge teenagere et legeprojekt.
“Clydebankprojektet er del af en grøn handleplan for området, som er en socialt udsat bydel ved det tidligere skibsværft i Glasgow. Den lokale park var voldsomt forfalden og de fleste af legeredskaberne var fjernet. Konsultationen med lokalområdet havde vist, at der var stort behov for at gøre noget for de unge teenagere, de 10-16årige. Mange af dem var ret mistroiske, og der var rigtig meget hærværk og ungdomsoptøjer i området. Gennem samtaler og en rundtur til andre områder blev teenagerne gradvist interesserede. Efter at have diskuteret en række løsningsforslag besluttede de sig for at få et multisportsanlæg og et klatreanlæg med drejeaktiviteter til pigerne, ” fortæller Alan McMullen.
“Det har været en stor succes: de unge teenagere har et sted at tage hen og om aftenen er der ofte ældre teenagere i området. Det understreget vores erfaring, at design skal komme fra lokalområdet for at sikre en langtidsholdbar succes. Det er derudover vigtigt at blive ved med at holde kontakt med de unge og fastholde dem. I Clydebank skal vi i den nærmeste fremtid i gang med en workshop for at lave en grafittivæg mellem legeområdet og den industrigrund, det støder op til.”
|