Artikel
Epinion Capacent for KOMPAN Play Institute:
Undersøgelse af teenageres adfærd i forhold til fysisk aktivitet 2007
Af Jeanette Fich Jespersen
Capacent Epinion har for KOMPAN foretaget en undersøgelse af 13-16 årige danske unges adfærd i forhold til fysisk aktivitet udendørs. 1040 unge har besvaret undersøgelsen, 34% piger og 66% drenge. Undersøgelsen er foretaget på Arto.dk, som har 165.000 aktive brugere indenfor alderssegmentet. Ifølge Danmarks Statistik er den samlede population inden for aldersgruppen per 1. januar 2007 256.548.
Undersøgelsen bekræfter en række eksisterende undersøgelse og dokumenterer også visse resultater af tidligere fokusgruppeinterviews. Men der er også steder, hvor fokusgruppernes svar afkræftes – f.eks. i forhold til, hvilke tider på døgnet og ugen, de unge opholder sig udendørs: Weekender og aftener er næsten ikke repræsenteret.
Generelt er undersøgelsen yderst interessant, fordi den viser adfærd hos en gruppe, som det er en udfordring at lave aktiviteter til. Besvarelserne er delt i både køn og aldersgrupper, så pigernes og de ældste unges aktiviteter kan ses isoleret. Vi ved nemlig fra mange undersøgelser, at pigerne unge over 14 er sværest at aktivere. I denne undersøgelse svarer de specifikt på, hvilke faciliteter de foretrækker og bruger til fysisk aktivitet udendørs. Der er stort behov for viden om de unges præferencer for fysisk aktivitet, fordi denne daler med årene.
Hovedpunkter:
I vægtede tal ville:
58% ønske, der var flere steder lokalt, hvor de kunne mødes med andre unge
40% mener, der er for få udendørs steder lokalt, hvor man kan være fysisk aktiv
55% synes nogle legepladser er attraktive steder at opholde sig
46% svarer, at det er sjovt at bevæge sig på en legeplads
I de multiple svar på, hvilke udendørs aktiviteter, de holder mest af, svarer de 13-15årige således:
- 54% af pigerne nævner shopping som den mest fremtrædende form for udendørs fysisk aktivitet
- Pigerne opholder sig mest i indkøbsgader (51%) og på sportspladser (48%)
- Drengene opholder sig mest på sportspladser (62%) og skaterbaner (38%)
- 60% er mest aktive ude efter skole i hverdagen
- Kun 5% er aktive ude om eftermiddagen i weekenden.
Udendørs steder er attraktive, hvis
- der er mange aktivitetsmuligheder (68%)
- der er mange unge (61%)
- der er trygt og ordentligt (55%)
På legepladsen er de mest benyttede redskaber:
- Forhindringsbaner (65%) unisex
- Gynger (63%) mest piger
- Klatreredskaber (48%) unisex
- Multibaner (46%) overvejende drenge
- Skaterramper (34%) helt overvejende drenge
- Drejeredskaber (29%) overvejende piger
Undersøgelsen gennemgået spørgsmål for spørgsmål.
1. Hvor meget tid brugte du på fysisk aktivitet i går? Her svarer 63% mere end 60 minutter. Det er dog bemærkelsesværdigt, at kun 47% af pigerne mod 71% af drengene har været aktive mere end 60 minutter. Også hos de mindst aktive børn (0-15 minutter) er der tre gange så mange inaktive piger som drenge (9% hhv. 3%).
Den fysiske aktivitet falder med alderen.
2. Hvilke former for fysisk aktivitet laver du udendørs? Langt størstedelen af børnene cykler eller går til og fra skole. De største forskelle i køn er, at 54% af pigerne nævner shopping (mod 19% af drengene) som hovedaktivitet. Hos drengene er ”at spille bold for sjov” (ikke i idrætsforening) topscorer, med 46% (mod 28% af pigerne). Pigerne holder også af at gå en tur (49%), og 38/39% nævner løbetræning. For legepladsens vedkommende er det 19% af pigerne og 11% af drengene, der nævner den som fysisk aktivitet udendørs.
Henover aldersgrupperne er løbetræning, gåture og shopping stigende med alderen, bold for sjov og legepladsen er faldende.
3. Hvis du forestiller dig et udendørs sted for unge på din egen alder – hvad er så vigtigst for dig?
I besvarelserne af dette spørgsmål er topscorerne ”at der er mange muligheder for aktiviteter”(67% piger/68% drenge), ”at der er mange unge”(69% piger/56% drenge), og ”at der er trygt og ordentligt” (47% piger/38% drenge). Disse tendenser er stigende med alderen.
Hvad angår beliggenhed mener 47% af pigerne og 38% af drengene, at det er vigtigt, at stedet er i cykelafstand til, hvor de bor. Denne tendens er stigende med alderen.
Hvad angår selve stedet mener 15% af pigerne og 18% af drengene, at der skal være voksne, der holder øje med stedet. Denne tendens er stigende med alderen. Til gengæld mener 23% af pigerne og 27% af drengene, at der IKKE skal være voksne, der holder øje med stedet. Men denne tendens er faldende med alderen. Disse punkter fik alt i alt laveste score som væsentlige – så måske er det en voksenbekymring. Det kunne være spændende at gå dybere ind i hvad ”trygt og ordentligt” dækker over.
Overdækning og afskærmning bliver mere væsentligt med alderen, Her er der ingen kønspræference: 37% piger og 38% drenge betragter dette som væsentligt.
4. Hvor tit laver du fysisk aktivitet, der foregår udenfor? Her svarer størstedelen ”hver dag” (53% af pigerne, 61% af drengene). Denne tendens er svagt faldende med alderen, fra 64% af de 13årige til 58% af de 16årige.
5. Hvilke steder opholder du dig mest, når du er udendørs? Her er et punkt som kunne have behov for afklaring, idet 61% af pigerne og 52% af drengen svarer ”Andet”, og denne tendens er stigende med alderen. Fra fokusgruppeinterviews i Danmark ved vi, at skolegården trækker – måske er det den, de mener. For at være sikre kræver det endnu en rundspørge.
Hos pigerne er næste topscorer ”Indkøbsgader” med 51% - mod 28% af drengene. Hos drengene er topscoreren sportspladser og boldbaner med 62% og ikke uvæsentligt er det nr. 2 hos pigerne med 48%.
”Naturen” står for 41% af pigernes aktiviteter og 24% af drengenes. Skaterbaner scorer tredjehøjst hos drengen med 38%, mens kun 11% af pigerne nævner dem.
Parker har en score på 23% piger, 21% drenge. Og legepladser ligger i bund med 13% piger og 6% drenge.
6. Hvis du tænker på antallet af steder, hvor du bor, hvor unge på din alder kan mødes – hvilket udsagn er du så mest enig i?
”Der er for få steder for unge, jeg ville ønske, der var flere” svarer 58%. 27% mener, der er et passende antal steder. Hele 10% svarer, at der ingen steder er for unge.
7. Hvis du tænker på antallet af steder udendørs, hvor du kan være fysisk aktiv i nærheden af, hvor du bor, hvilket udsagn er du så mest enig i?
Her svarer 49%, at der er et passende antal steder. 40% svarer, at der er for få steder.
Konklusionen på spørgsmålene 3., 7. og 8. må være, at det er det sociale element – mange andre unge – der trækker de unge. Aktivitet kommer ind som nr. 2.
8. På hvilket tidspunkt er du mest fysisk aktiv udenfor? Her svarer 60% ”Til hverdag – om eftermiddagen, når jeg har fri fra skole”. 19% er aktive i skolen til hverdag. 10% er aktive på hverdagsaftener, og weekenden står for tæt på ingen aktivitet udendørs. Dette bekræfter tal vi kender fra andre undersøgelser af unge og fysisk aktivitet.
Her er spørgsmålet igen, om det skyldes mangel på rigtige steder eller manglende interesse. Weekenden henslæbes tilsyneladende indendørs, og denne tendens er jævnt fordelt på aldersgrupper.
Interessant nok nævner flere af de ældste skolen og skoletiden som stedet for fysisk aktivitet (25% 16årige mod 12% 13årige). Eftermiddagsaktiviteter udenfor skolen er dalende med alderen.
9. Kunne du forestille dig at opholde dig på en legeplads sammen med dine venner? 55 % svarer ”Ja – jeg synes, at nogle legepladser er attraktive for mig og mine venner”. Her er 61% af pigerne på banen mod 52% af drengene. Fordelt i alder er det 65% af de 13årige der svarer dette, og bemærkelsesværdigt nok hele 45% af de 16årige. Dette er overraskende sammenlignet med spørgsmål 5, hvor kun 8% nævnte legepladser som et sted, de opholdt sig mest. 45% svarede ”Nej, jeg kan overhovedet ikke forestille mig at opholde mig på en legeplads sammen med mine venner”.
Der er to rigtig interessante pointer i besvarelserne: at så mange er positive OG at forholdsvis flere piger er positive. Det er immervæk dem, der ellers foretrækker indkøbsgader (jf. spørgsmål 5).
10. Kunne du forestille dig at være fysisk aktiv på en legeplads og bruge legeredskaberne? Igen et overraskende positivt resultat: 46% svarer ”Ja – jeg synes, det er sjovt at bevæge mig på en legeplads”. Her er pigerne igen i flertal med 54% mod 41% af drengene. Fordelt på aldersgrupper er det 54% af de 13årige og 43% af det 16årige, der svarer ja til dette spørgsmål.
Her er der jo rig mulighed for at spørge vores kommuner, hvor mange legepladser de faktisk laver, som henvender sig til unge også.
11. Hvilke redskaber benytter du, når du bevæger dig på en legeplads? Her er pigernes topscorer gynger (86% - hos drengene er det dog hele 47%), mens drengenes er forhindringsbaner (61%). Forhindringsbanerne er samlet det mest populære redskab, for også 72% af pigerne nævner dem. Multibaner er det næststørste hit hos drengene (50%), tæt fulgt af klatreredskaber og skaterramper (hhv. 48% og 47%). Skaterramperne ligger til gengæld meget lavt på pigernes liste med kun 16%. Pigerne er ligesom drengene glade for klatreredskaber (48%), men her er multibaner og drejeredskaber næsten lige interessante (hhv. 38% og 36%).
Disse besvarelser er yderst interessante, men har også sine begrænsninger: Redskabstyper som drejeredskaber og multibaner er nok mindre kendte. At pigerne synes så meget bedre end drengene om drejeredskaber er en interessant detalje, når man sammenligner med piger og drenges præferencer for henholdsvis ”smidige/elegante” og ”styrkekrævende/svedige” aktiviteter. Fra fokusgruppeinterviewene så vi klart denne tendens.
12. Hvad skal der til for, at du vil være mere aktiv udenfor? På dette spørgsmål svarer 37% af pigerne og 20% af drengene, i alt 25%: ”Flere udendørs aktivitetssteder for unge”. I alt 15% svarer ”Andet”. Igen kunne det være interessant at spørge til dette ”andet”.
I disse svar er der flere kønsforskelle: 27% af drengene svarer ”Flere skaterramper”, 18% ”Flere boldbaner” – her er tendensen faldende med alderen, det er de yngste, der er vildest med disse. Skaterramper og boldbaner optræder til gengæld kun i hhv. 6% og 8% af pigernes svar. Hos pigerne er der til gengæld 11% som svarer ”At der er ordentligt og trygt på udendørsstederne”. Kun 1% af de unge (2% piger, 1% drenge) svarer ”flere legepladser”.
Yderligere undersøgelser Udover at foretage en engelsk undersøgelse af samme kaliber, kunne det være interessant at få et par svar uddybet.
Spørgsmål 3., ”Hvis du forestiller dig et udendørs sted for unge på din egen alder – hvad er så vigtigst for dig?” besvarer 55% med ”At der er trygt og ordentligt”. Samtidig mener de ikke, det er så vigtigt, om der er voksne, der holder øje med stedet. Så hvad ligger der i ”Trygt og ordentligt”? Her kunne der spørges yderligere til fx lys, skraldespande, siddepladser etc.
Spørgsmål 5., ”Hvilke steder opholder du dig mest udendørs?” besvares af 55% med ”Andet”. I fokusgruppeinterviews blev der givet udtryk for skolegården som et opholdssted. Mon den er højt repræsenteret i ”Andet”?
Spørgsmål 11., ”Hvilke redskaber benytter du, når du befinder dig på en legeplads?”, kunne også bruge en uddybning med spørgsmål til mere specifikke produkter. |